Da Egtvedpigens gravhøj blev udgravet i 1921, var den kun en skygge af sig selv. Jord og materialer var blevet kørt bort fra den. Alligevel var der en velbevaret grav i højens østlige del. Egtvedpigen lå i en såkaldt egekiste – en udhulet, afbarket egestamme, hvor den ene halvdel fungerede som kiste og den anden som låg.
Alt lå i kisten, som det gjorde ved begravelsen for næsten 3500 år siden. Inden Egtvedpigen blev lagt i kisten, havde man foret den med et koskind. Forsigtigt blev hun med sit gravgods lagt på det bløde skind. Derefter dækkede man hende med et uldtæppe, og kisten blev lukket. Da man, næsten 3500 år senere, åbnede kisten igen, var der ikke meget tilbage af selve Egtvedpigen. Det koskind, hun lå på, var også forvitret – huden var rådnet bort, hårene var bevaret. Men i disse hår kunne man ane omridset af hendes krop. Endnu i dag kan man se, hvordan vægten af den døde piges krop har trykket hårene ned. En lille røllikeblomst blev lagt på kistens kant, før låget lagdes på – rølliken afslører, at Egtvedpigen blev lagt i sin grav om sommeren.
I Egtvedpigens grav lå en bylt med de brændte knogler af et 5-6 årigt barn. På grund af Egtvedpigens alder, kan det ikke have været hendes eget barn. Måske er det et barn, der var blevet ofret? Fra en anden af bronzealderens kvindegrave kender vi også et muligt menneskeoffer. Syd for Skelde på Broagerland i Sønderjylland blev en kvindegrav fra ældre bronzealder undersøgt i 1980’erne. Her fandt man liget af en kvinde med fornemt gravudstyr. I fodenden lå brændte knogler fra et voksent menneske – måske hendes personlige træl, der blev dræbt og brændt, da kvinden døde? Mulige menneskeofre kendes fra nogle få samtidige grave i ældre bronzealder.
Egtvedpigen var iført et iøjnefaldende snoreskørt. Det gik til knæene, var viklet to gange om livet, og var knap 38 cm langt. Denne slags skørter var i brug igennem hele bronzealderen. Nogle små kvindefigurer af bronze fra Grevensvænge, Sjælland, er også klædt i snoreskørter. Det er foreslået, at figurerne afbilder ritualer, som blev udført af levende mennesker ved bronzealderens kultfester. Måske udførte de kvinder, der var iført snoreskørter, rituelle danse? Og måske deltog Egtvedpigen også i danseritualer?